Bestyrelsen håber, at denne side vil give svar på de fleste spørgsmål, som du måtte have i forbindelse med indflytning, i forbindelse med en evt. ombygning af din/jeres lejlighed, eller hvis der opstår skader.
Facebook: Ejerforeningen har en Facebook-side som bruges til beboer forum. Den kan også bruges til køb og salg af møbler osv. inden for foreningen. Den skal ikke bruges som kontakt til bestyrelsen, eller ved individuelle forespørgsler.
Indflytning: Kontakt bestyrelsen med henblik på opsætning af navneskilt på dørtelefon og postkasse. Det fremgår af oversigten over bestyrelsesmedlemmer, hvem der har kontakt til Viceværten.
Vaskebrik
Ønsker man at bestille en ny vaskebrik, kan Marcus Fogh kontaktes her via probo.
Nøgler
Ønsker du ekstra nøgler, skal du selv kontakte et låsefirma
Fællesudgifter fastsættes hvert år af bestyrelsen. De bliver opkrævet hver måned af administrator. Fællesudgifterne dækker administration, vedligeholdelse af ejendommen, ejendomsservice (trappevask o.lign.) el på fællesområder, ejendomsforsikring.
Vand, varme, el og gas: Ejendommen har fjernvarme. Der er opsat varmemålere på radiatorerne, som aflæses årligt. Det opgøres årligt, hvor meget varme der er brugt i den enkelte lejlighed, og opgørelsen tilsendes beboerne fra administrator. Hvert kvartal opkræves et á conto beløb over fællesudgifterne, der indregnes ved den årlige opgørelse.
Man kan ved henvendelse til administrator få ændret sit á conto beløb, hvis det ikke svarer nogenlunde til det faktiske forbrug. Vand betales ligeledes over fællesudgifterne. El og gas afregnes af den enkelte ejer med leverandøren.
Generalforsamling afholdes hvert år i foråret. Her fremlægges regnskab for det foregående år, og formanden for bestyrelsen fortæller i sin beretning, hvad der er sket i årets løb. Desuden vedtages budget for det kommende år. Enhver ejer har ret til at fremsætte forslag til dagsordenen, og det fremgår af indkaldelsen til generalforsamlingen, hvem man skal henvende sig til. På generalforsamlingen vælges formand og bestyrelse (se vedtægterne for nærmere detaljer).
Gården/haven er fælles for alle beboere. Alt hvad der står i haven er til fælles afbenyttelse. Hvis man fx vil have sin egen grill, må man derfor stille den væk, når man ikke bruger den. Ved større sammenkomster i haven bedes man ved opslag give naboerne besked, og selvfølgelig tage hensyn. Der skal ryddes op senest dagen efter, så andre beboere altid kan komme til.
Tørrekældre: Foreningen råder over tørrerum i kælder og på loft. De står til fri afbenyttelse for beboerne. Husk at tage tørt tøj ned, så andre kan komme til.
Trappeopgange: Det er ikke tilladt at parkere cykler og legevogne i trappeopgangene. Barnevogne tillades dog, hvis de ikke er til gene for trafikken på trappen. Åbner man vinduer på trappen, skal man selv sørge for at lukke dem igen om aftenen. Hvis det regner, blæser eller sner, må vinduerne ikke åbnes - det samme gælder vinduerne på loftet og i kælderen. Der må ikke henstilles ejendele på trapper eller fællesarealer, da disse er flugtveje.
Pulterrum: Hver lejlighed har brugsret over ét pulterrum (kælder eller loftsrum). Alle rum er nummererede og har lejlighedsnumre på. Dersom der findes ledige pulterrum, kan der efter aftale med bestyrelsen opnås brugsret til yderligere pulterrum, men disse går ikke "i arv" til efterfølgende ejer i forbindelse med salg af lejligheden, ligesom det ene pulterrum som den nye ejer har brugsret til, ikke nødvendigvis vil være det (eller et af de) pulterrum, den tidligere ejer havde.
Viceværtsservice: Foreningen har ansat KBH-ejendomsservice til renhold af fællesarealer (trappevask, snerydning, græsslåning, skifte elpærer, skifte navneskilte, smøre låse mv.). Opleves der problemer eller observeres fejl og mangler bedes man som beboer henvende sig til bestyrelsen, som tager kontakt til KBH-ejendomsservice. Det fremgår af bestyrelsesoversigten i opgangene, hvilket bestyrelsesmedlem man bør kontakte.
Dørtelefon: Ejer er selv ansvarlig for, at der er installeret en boks i lejligheden (Disse købes hos Dansk Kabel TV). Når nogen ringer på fra hoveddøren skal der tastes en vilkårlig tast på telefonen for at oprette forbindelse til højttaleranlægget. For at åbne hoveddøren for gæster (fra telefonen i lejligheden) anvendes koden #61. Systemet ved hoveddøren er indrettet således, at man i stedet for at anvende sin nøgle kan indtaste en kode for at åbne hoveddøren (et medlem af bestyrelsen kan kontaktes for denne kode).
Vedligeholdelse: Fællesudgifterne dækker vedligeholdelse af alle fællesarealer, det vil sige opgange, bagtrapper, kælder og selve huset. Hvis man opdager skader på fællesarealerne, bedes man kontakte bestyrelsen med det samme, der herefter vil sørge for reparation.
Vedligeholdelse af de enkelte lejligheder påhviler ejeren som beskrevet i vedtægterne. Undtaget herfra er tæring af de rør i lejligheden, der går lodret fra kælderen op til 4.sal. Det gælder vandrør og varmerør. Kontakt bestyrelsen, hvis der opdages tæring eller utætheder. Faldstammer udskiftes af ejerforeningen, når det bliver påkrævet. Ved de nævnte reparationer er det ejer selv, der skal udbedre skader i loft og gulv.
Parkering: Ejendommen råder ikke over parkeringspladser til motorkøretøjer. Københavns Kommune har indført parkeringszone på Ungarnsgade (og området omkring Lergravsparken) i foråret 2016. Der henvises til Kommunens bestemmelser/regler for parkering. Parkeringstilladelse skal ansøges på Københavns Kommunes hjemmeside: http://www.kk.dk/parkering. Der er ikke muligt at få gæsteparkeringsbilletter.
Husdyr: Det er tilladt at holde husdyr, men der er forbud mod løse husdyr i gården. Husdyr kan føres i snor eller bur i gården. Hvis det er til gene for de øvrige beboere, kan der af bestyrelsen udstedes forbud i enkelttilfælde.
Støj: Udøvelse af musik i erhvervsøjemed er ikke tilladt uden bestyrelsens skriftlige samtykke. Brug af maskiner - og anden støjende adfærd - må ikke være til væsentlig gene for de øvrige beboere, og skal undgås i tidsrummet kl. 21-8. Holder man fest, er det god skik at advare i god tid ved opslag i opgangene (husk naboopgangen).
Affald: I skuret i gården står containere til køkkenaffald, til elektronik, pap, hård plastik og aviser og papir. Der står ligeledes to glascontainere. Der afhentes storskrald ca. hver anden måned. Afhentningsdatoerne fremgår af opslag i porten samt evt. i opgangene. Storskrald til afhentning placeres i porten og må først sættes ned i den periode, som er anvist i forhold til afhentningsdagen (typisk et par dage før). Opbevar venligst selv dit skrald indtil afhentning. Sættes der storskrald i porten uden for de anviste dage risikerer ejerforeningen en kollektiv bøde fra brandmyndighederne, hvorfor dette fra bestyrelsens side på det kraftigste frabedes.
Byggeaffald: Den enkelte ejer skal selv sørge for at bortskaffe byggeaffald. Det kan ikke indgå som storskrald. Tjek Københavns Kommunes hjemmeside for nærmere oplysninger på www.kk.dk/affald
Byggetilladelse i forbindelse med ombygning af lejligheder er en kommunal byggetilladelse kun nødvendig, hvis der skal laves større ændringer fx flytning/ændring af bærende vægge eller ændringer i fælles installationer. Tilladelsen ansøges hos Københavns Kommune og bestyrelsen orienteres.
I tilfælde af skader. Er du i tvivl om hvorvidt en skade i ens lejlighed kan være dækket af ejerforeningens forsikring, kontakt da bestyrelsen.
Ejerforeningens forsikring dækker fx pludseligt opståede vandskader i forbindelse med brud på rør, men ikke skader opstået ved sivning af vand. Den enkelte ejer skal derfor være opmærksom på utætheder og sørge for reparation. Hvis siveskader berører naboer, skal den ansvarlige ejer betale herfor. Så hold øje med gamle rør og fuger.
Lukning for vand i ejendommen i forbindelse med renovering eller reparation skal varsles i opgangene mindst 7 dage før, og kun foretages af fagpersoner. Ved akut reparation varsles beboere også på Facebook-gruppen.
Renovering der involverer naboer: Hvis man skal have lavet arbejder, som medfører ændringer i nabolejligheder fx. blænding af stigestrenge til radiator og gasrør eller vandlås på badeværelset, skal dette aftales med naboerne i god tid. Det skal være klart, hvad der skal gøres, og det skal også varsles i god tid, hvornår håndværkerne går i gang. Alle udgifter til reparation i nabolejligheder skal afholdes af den ejer, der renoverer. En skriftlig aftale herom anbefales.
Udlejning af lejlighed: Lejer du din lejlighed ud for en længere periode skal bestyrelsen orienteres, så vi kan sørge for at fremsende vigtig informationer fra ejerforeningen til din nye adresse eller via mail. Du må kun leje lejligheden ud til det antal personer, som der er værelser til.